Sunset Boulevard, landets største danskejede fastfoodkæde, leverer endnu et rekordår på toplinjen. I 2025 voksede omsætningen med 13 procent sammenlignet med 2024. Resultatet før skat lander på -11,4 mio. kr. og afspejler strategiske prioriteringer og justeringer i 2025.
Sunset Boulevard har dermed leveret fem år i træk med solid fremgang. Siden 2021 er omsætningen mere end fordoblet gennem årlige stigninger på 23 procent i 2021, 26 procent i 2022 og 27 procent i 2023. I 2024 steg omsætningen med 13 procent og i 2025 med yderligere 13 procent. Antallet af gæster steg med knap 11 procent i 2025 og nåede dermed rekordniveau.
“Vi har leveret vækst i både omsætning og gæster i et år med lav forbrugertillid. Når man samtidig vokser 13 procent oven på flere år med meget høj vækst, er det et resultat, vi er tilfredse med. Det vidner om et stærkt koncept og et tæt samarbejde på tværs af kæden,” siger CEO Jens Baisner.
Strategiske prioriteringer bag negativt resultat
Resultatet før skat lander omkring -11,4 mio. kr. i 2025. Det er første gang i en årrække, at Sunset Boulevard rapporterer et negativt resultat. Resultatet afspejler en række strategiske prioriteringer og ekstraordinære omkostninger i 2025, herunder nedlukninger og værdireguleringer.
“Vækst i sig selv er ikke nok. Den skal være sund og langsigtet. I 2025 har vi truffet de nødvendige beslutninger for at styrke fundamentet og sikre, at også den næste vækstfase bliver robust og rentabel,” siger Jens Baisner.
I løbet af året har Sunset Boulevard lukket urentable forretningsenheder i form af Grab’nGo-konceptet og gennemført en række tilpasninger i forretningen. Beslutningerne skal sikre, at kædens ressourcer fremover koncentreres om de områder, hvor Sunset Boulevard står stærkest.
“Det påvirker resultatet på kort sigt. Men det giver os mulighed for at fokusere endnu skarpere på det, vi er sat i verden for – frisklavet mad af høj kvalitet, serveret hurtigt og med en stærk gæsteoplevelse,” siger Jens Baisner.
Det fokus har blandt andet løftet kædens drive-in-forretning, hvor omsætningen i 2025 steg 18 procent og dermed voksede hurtigere end den samlede forretning.
Kæden har samtidig haft fokus på konsekvent og ensartet efterlevelse af konceptet i restauranterne og indfriet ambitiøse målepunkter for drift og gæsteoplevelse. Det har styrket eksekveringen på tværs af kæden og bidraget til en mere ensartet kvalitet for gæsterne.
Klar til næste vækstfase
I 2026 vil Sunset Boulevard fortsætte arbejdet med at styrke driften, udvikle menukortet og øge gæstetilstrømningen gennem digitalt salg, loyalitet og udvikling af Drive-in.
Samtidig forventer kæden at åbne tre til fem nye restauranter i Danmark. Den første åbnede i Hammelev den 26. februar.
“Vi står på et stærkere fundament end nogensinde. Fem års vækst kombineret med de nødvendige tilpasninger i 2025 giver os et solidt afsæt. Vi tror på vores koncept og er ambitiøse omkring fremtiden,” siger Jens Baisner.



