Da vi sidste år sagde endegyldigt farvel til plastiklegetøjet i vores børnemenuer, var det med et mål om at plante 150.000 træer om året. Og vi er godt på vej! 29.821 træer står nemlig allerede plantet i jorden. Og de får ikke lov at stå alene længe. For flere er allerede på vej.
Fastfood-branchen bliver ofte betegnet som en af de største distributører af legetøj på verdensplan. Legetøjet holder sjældent særlig længe, og ender i affaldsspanden efter kort tid. Som et led i vores grønne udvikling, valgte vi derfor sidste år at sige fuldt stop til ligegyldige engangsfornøjelser i vores børnemenuer, for i stedet at lade vores gæster bidrage til etableringen af folkeskove, som fremtidige generationer kan nyde godt af.
Og det er gået over al forventning. Trods corona-restriktioner og en verden, der er i evig forandring, har vi nemlig allerede plantet godt og vel 30.000 træer på marken i Lønsgaard ved Æbelholt skov i Hillerød – godt på vej mod målet om at plante 150.000 træer om året.
Og den grønne udvikling står ikke stille. Samtidig har vi nemlig indgået et samarbejde med Royal Unibrew, der betyder, at vi ikke blot kan reducere vores forbrug af plastiksugerør- og plastiklåg markant, men faktisk skære det helt fra. Det er fantastisk, og vi glæder os til at se, hvad vi sammen kan udrette i fremtiden.
Vi forsøger, så godt vi kan, at blive bare lidt bedre i morgen, end vi var i går. Og med dette projekt gør vi fremtiden lidt grønnere. Sammen med vores gæster.