Står det til landets største danskejede fastfoodkæde, Sunset Boulevard, skal det snart være slut med engangsemballage i restauranterne. Gennem årene har kæden reduceret engangsemballagen markant, og nu er de klar til at teste seneste skud på stammen: Genbrugelige dips-bægre og en serveringsbakke, der bortset fra en lille papirlomme og mundserviet overflødiggør al engangsemballage, når gæsterne spiser burgermenuen i restauranterne.
Fra på mandag den 13. maj og en lille måneds tid frem vil de spisende gæster i Sunset Boulevards restaurant på Vejlevej i Kolding få udleveret Hereford-burgeren, de krydrede pommes frites og endda dippen uden anden engangsemballage end en enkelt papirlomme til at holde burgeren med og en almindelig serviet til munden. Maden bliver i stedet serveret direkte på en ny fødevaregodkendt og vaskbar bakke, der fungerer som en tallerken, mens dips serveres i vaskbare bægre. Tiltaget sker som led i en ambition om at fjerne så meget engangsemballage som muligt i restauranterne.
”Gennem årene har vi skilt os af med en masse unødvendigt engangsemballage i restauranterne og ved take away, og ambitionerne stopper selvfølgelig ikke der. Vi går efter et absolut minimum af engangsemballage. Den vision kan den nye serveringsbakke og de vaskbare dip-bægre potentielt spille en stor rolle i at gøre til en realitet,” siger Sunset Boulevards administrerende direktør, Jens Broch.
Med testen skal kæden gøre sig erfaringer med gæsternes reaktioner og brug af bakkerne og bægrene i praksis. Bliver testen en succes, vil den administrerende direktør ikke tøve med en fuld implementering i samtlige kædens 48 restauranter landet over:
”Absolut ikke. Vores grundholdning er ’jo mindre, jo bedre’, og selvfølgelig er vi opsatte på at komme så meget engangsemballage som overhovedet muligt til livs, så snart vi har de rette løsninger klar til gæsterne.”
På vej til at blive de første?
I 2019 indstillede Sunset Boulevard uddelingen af plastiklåg samt plastiksugerør til sodavand til gæster, der spiser på stedet, og kæden blev i 2020 den første i branchen til helt at udfase plastiksugerør. Sunset Boulevard tog et stort skridt videre i september 2020 og udskiftede plastiklegetøjet i børnemenuer med plantning af træer i danske folkeskove. 369.000 nye træer er det indtil videre blevet til.
Kæden har også afskaffet brugen af burgeræsker og engangskopper, når gæsterne spiser i restauranterne. I stedet serveres burgeren i en papirlomme og sodavanden i en genbrugelig kop ved dine in, mens take away-sodavand leveres i en 0,5 liters plastikflaske, som kan genindløses gennem det almindelige pantsystem.
Om Sunset Boulevard også bliver den første fastfoodkæde herhjemme til helt at fjerne engangsemballage i restauranterne, må tiden vise. Med den nye bakke og de vaskbare dipsbægre vil kæden være godt på vej.