28. februar 2023

Sunset Boulevard sætter hamp på menuen

The Hamp Burger - Sunset Boulevard

Som den første landsdækkende burgerkæde sætter danskejede Sunset Boulevard nu en burger med hamp på menuen. ’The Hamp Burger’, der lanceres den 1. marts i samtlige landets 44 restauranter, er lavet med en plantebaseret bøf med hampefrø udviklet i et unikt samarbejde med en række danske fødevareproducenter. ”Du bliver ikke skæv af den. Til gengæld smager den virkelig godt,” lover kædens kommercielle direktør.

Når Sunset Boulevard den 1. marts fyrer op for menuen og lancerer den såkaldte ’The Hamp Burger’ i samtlige 44 restauranter i Danmark, bliver kæden den første herhjemme til at indføre en burger med hampefrø i sortimentet.

“Vi havde lyst til at tilføje noget nyt og overraskende til menukortet i en branche, der ellers godt kan være lidt forudsigelig. Valget med hampefrø var oplagt, da smagsoplevelsen viste sig at være helt fantastisk – det er virkelig et godt alternativ til den klassiske oksekødsbøf,” siger Cathrine Florian Bang, kommerciel direktør hos Sunset Boulevard.    

Bøffen indeholder foruden hampefrø også ærter og hestebønner. De danske hampefrø er fra DAVA foods, og bøffen er udviklet i et samarbejde mellem Sunset Boulevard og flere danske fødevarevirksomheder, herunder Rømer Vegan og virksomheden Organic Plant Protein, som står bag varemærket PlantMate®.

”Du bliver kun høj af smagen”

Hvis du går efter at blive påvirket, bliver du skuffet. Sunset Boulevard oplyser nemlig, at man ikke bliver skæv af at spise den nye burger. Hvis dine smagsløg automatisk indstiller sig på smagen af græs eller hø ved tanken om hamp, bliver du ifølge kædens kommercielle direktør til gengæld positivt overrasket.

Vi ved, at forestillinger om dårlig eller manglende smag i forvejen er den største barriere mod at vælge plantebaserede alternativer. Samtidigt har mange måske svært ved at forestille sig hamp smage godt. Men hamp tilføjer faktisk plantebøffen en lækker nøddeagtig smag med masser af fylde og dybde. Selvom man ikke bliver høj af burgeren, bliver man det af smagen. Vi tror i hvert fald, at vores gæster bliver positivt overrasket over, hvad hamp kan smagsmæssigt,” siger Cathrine Florian Bang.

The Hamp Burger består foruden bøffen af en briochebolle, mayo, iceberg, syltede rødløg, agurk og tomat. Burgeren indgår i kædens plantebaseret sortiment sammen med de i forvejen 3 plantebaserede burgere og er på menuen i Limited Edition fra den 1. marts 2023.

Mere om Hampefrøene

De danske hampefrø er af sorten Finola, en såkaldt industrihamp, som det er lovligt at dyrke. Frøene indeholder 0,3% eller mindre af det aktive stof THC, som er det, du bliver skæv af. Derfor bliver du ikke høj af burgeren.

For at få en effekt, siges det, at man skal ryge, hvad der svarer til en bigballe på meget kort tid.

Hampefrøene er rige på protein, omega 3 og kostfibre.